Udskriv

30 års jubilæum den 7. april

.

kirsten lyngbo Kirsten Lyngbo Nielsen har i 30 år varetaget kontorfunktionen i Farum Svømmeklub. Hun er i en alder af 81 år stadig i fuldt vigør, og binder klubben sammen i forhold til medlemmer, trænere og frivillige.
Kirsten har oplevet næsten hele klubbens 39-årige historie og har gennem alle årene passet telefonen og holdt styr på medlems-registrering, bogholderi, lønudbetaling og meget mere. Henvendelser og spørgsmål besvares altid venligt og hjælpsomt. Hun er med tiden hoppet med på moderne rutiner som mail, regneark og netbanking, men sværger fortsat til sin håndskrevne orange kassekladde, hvor alle bilag registreres, så der er orden i sagerne.
Kirsten er klubbens DNA, og er man i tvivl om noget, kan man altid spørge hende til råds. Hun har oplevet talrige bestyrelser og adskillige foreningsformænd komme og gå.
"Foreningsformænd forgår, men Kirsten består", udtaler Farum Svømmeklubs nuværende formand Peder Wang Hansen.
Kirsten har i alle årene været en uvurderlig hjælp i den daglige drift af klubben til glæde og gavn for klubbens medlemmer og frivillige.