Udskriv

Europæiske Kortbane Mesterskaber, Istanbul

.

Evaluering af Frederiks EKM

Af Simon Winther, elitetræner Farum Svømmeklub

Europæiske Kortbane Mesterskaber 2009 i Istanbul

Knap 4 uger før stævnet var det Frederiks tur til at lægge sig syg. Stort set alle på holdet har været nede og ligge i en uges tid eller to, og nogen endda 3, men Frederik slap med 2-3 dage, og så var det bare at krydse fingre for, at det ikke havde ødelagt for meget af hans form. Det tog os næsten 7 dage, før vi fik de første positive tegn, og der gik endnu en uges tid, før han kunne ramme sit pace-tempo til 200m og 400m til træning, mens sprinten aldrig rigtig kom op at køre før stævnet. Så det var med en lille smule usikkerhed at han blev sendt af sted, men med store forventninger og alt det pres, der følger den slags.

Som træner er det dejligt at se, når resultaterne til et stævne er en afspejling af træningen derhjemme, for det betyder, at det ikke bare er held eller en en-gangs-fantom-tid. Og det var præcis, hvad de var. Sprinten var aldrig helt god. 22,67 på 50m fri på førstedagen var 1/100 langsommere end hans egen danske juniorrekord. Hjemmefra havde vi grundigt overvejet, om han overhovedet skulle stille op i 50m fri, men vi valgte at gøre det alligevel, og så bruge det som et kom-i-gang-løb og få svømmet lidt af nerverne af. Så i det perspektiv må det siges at være en OK tid, uden dog at være prangende.

400m fri lå også på førstedagen, og her var det en helt andet niveau Frederik svømmede på. Han var tilmeldt som nummer 32 i tiden 3:49,53 og målet var at komme i nærheden af Mads Glæsners danske juniorrekord på 3:47. Han kom ikke kun i nærheden, men hele 2 sekunder under med tiden 3:45,45 og sluttede som nummer 21. Landstræner Paulus Wildeboers kommentar var (ordrét): "Tillykke Simon! Very good swimming from Frederik. If he improves the turns and some technical aspects, he will be a real competitor at this level in the future." Og det var rigtig dejligt at høre, for et af vores mål med dette stævne var lige præcis at gå fra at have været med som “turist” sidste år, til i år at kunne konkurrere på seniorplan, hvilke betyder at kunne avancere i forhold til tilmeldingsplaceringen og komme op i den bedre halvdel.

100m fri lå på 2. dagen og efter resultatet på 50m fri var forventningen her mere moderat. Dog ville vi gerne have juniorrekorden tilbage, som en uge før var blevet taget af Daniel Skaaning. Frederik svømmede tiden 48,89, hvilket var PR med 1/10, men stadig 3/10 over Daniels rekord. En lille smule surt, fordi den rekord nok kommer til at stå i ret lang tid, nu hvor dragterne bliver forbudt, men også fordi, at hvis Frederik havde fået den, ville han have været i besiddelse af samtlige junior rekorder i fri fra 50m til 400m, på både kort- og langbane. Ikke desto mindre tror jeg, at vi skal være tilfredse med en PR, de sidste ugers forberedelse taget i betragtning.

Efter en velfortjent hviledag var det stævnets sidste dag, hvor Frederiks primære disciplin 200m fri ventede. Her var han tilmeldt som nummer 26, og her var et avancement i rangeringen vigtig i forhold til en langsigtet udvikling, hvor vi i 2010 gerne skulle i top 15 og kæmpe om finalepladser på europæisk plan (EM i august og EKM i december). Igen spejlede resultatet sig i træningen, hvor arbejdet med 200m pace havde kørt rigtig godt de sidste 2-3 dage før stævnet. Frederik gik 1:45,25 og satte dermed ny dansk juniorrekord med 1,7 sek, og samtidigt sluttede han som nummer 20 ud af 58. 200m fri var dermed lige præcis så godt, som vi havde håbet på. Paulus sagde, at det så bedre og mere aggressivt ud end hans 400m, og ros kan man jo aldrig få nok af. Smile

Sidst, men ikke mindst, svømmede Frederik med i holdkappen 4 x 50m fri, som formåede at kvalificere sig til finalen. Frederik gik 22,15 på 2. turen, hvilket svarer meget godt til hans individuelle tid. Men det vigtigste, set med mine øjne, var en chance for at prøve at svømme i finalerne. Det er altid svært at skulle svømme på et nyt niveau, og holdkappen her gav Frederik muligheden for at arbejde med det, før han selv kan kvalificere sig individuelt, så guld værd i lærepenge! Derfor var det også super positivt, at han i finalen løfter sit niveau fra indledende og går 21,83 i en holdkap, der slutter som nummer 10 og samtidig sætter Dansk rekord!

Så alt i alt et vældig tilfredsstillende EKM for Frederik og Farum Svømmeklub. Vi har nu en svømmer, der ligger i den bedste halvdel på EM niveau, og som stadig er i kraftig udvikling. Og som nævnt tidligere er jeg specielt glad for den klare sammenhæng mellem træning og resultater. Det er en klar indikation på, at vi har et rigtig godt elite-træningsmiljø i Farum, og at vi virkelig får valuta for de ressourcer, vi har brugt på Elitesatsningen.

Et stort tillykke til Frederik med dette EKM. Jeg sendte ham af sted med sætningen ”Make me proud” og det er jeg!

/Simon Winther
Elitetræner