Udskriv

Evaluering af Danske Mesterskaber Kortbane, Odense

.

Medaljer, Marginaler og Meninger

Af Simon Winther, cheftræner Farum Svømmeklub

Så skete det igen. Vi havde mildest talt et fantastisk DKM, og som Lars skriver, er det ved at blive en slidt frase men rent statistisk var det vores bedste nogensinde. Hvad er der sket siden sidste år? Ja, sidste år havde vi et hold bestående af en håndfuld talentfulde juniorsvømmere, som tog godt for sig i juniormesterskabet, og stak hovederne frem i seniorrækkerne for første gang. Samtidigt var det vores første stævne uden mange af de gamle fra “senior-garden”, hvilket naturligt nok udmøntede sig i vi ikke var særligt dominerende på senior-siden. I år er de unge talentfulde svømmere blevet et år ældre (1. års senior og sidste års junior) og samtidig har de fået selskab af stærke kræfter udefra. Det betyder, at vi i år var den klart stærkeste juniorklub i Danmark og er vi også kunne markere os stærkt i senior-konkurrencen, som medaljerne viser.

Hvem skal vi så fremhæve? Frederik er selvfølgelig svær at komme uden om, eftersom han skraber så meget metal og rekordpapirer ind, men dette var ikke et 100% topningsstævne for Frederik, der satser på EKM i december, så jeg vil prøve at kigge på nogle af de andre præstationer.

Den Danske Juniorrekord i 4x50m fri for piger (Olivia, Mie, Laura og Marina) var virkelig fedt at være vidne til. Vores piger har nu for alvor meldt sig ind i kampen om placeringer.

Mathias Andersens dominans i sprint-brystsvømning for både junior og seniorer er også imponerende, specielt set i lyset af, hvor mange problemer vi har haft med at få træningen til at hænge sammen. Tillykke med den danske junior rekord i 50m bryst!

Ida Vedel imponerede mig også. Vi har til dette stævnet radikalt ændret Ida’s træning de sidste 4 uger op til stævnet, og det gav i den grad pote, med en junior guld- og en junior sølvmedalje, samt nogle fantastiske nye personlige rekorder.

Niklas Hedegaard stod nok for den bedste bronzemedalje en af mine svømmere nogensinde har fået. Den kom i 100m medley og var så fortjent og vel undt, og så var det i øvrigt et fantastisk flot svømmet løb.

Mie Refn’s næsten totale dominans i fly for juniorpiger med 3 guld var også en sand fornøjelse, og så kom der oven i købet en ekstra guld i 100m medley. Den eneste udfordrer for Mie kom fra vores egen Olivia Burmester, der delte guldet med Mie på 50m fly og tog sølvet på 100m fly.

Men der var faktisk heller ikke nogen, som gjorde det dårligt i år, kun 18 forskellige grader af godt. Et virkeligt fedt stævne at være træner i Farum.

Alligevel var det også stævnet, hvor ikke alle marginaler var med os. Vi gik glip af en dansk rekord fordi Esbjerg var 3/10 hurtigere, vi mistede en holdkap guldmedalje pga. en trænerfejl (Undskyld, undskyld, undskyld) og et par andre steder var der en medalje, som kunne have været en tand flottere, eller en juniorrekord, der kunne have været slået. Men sådan er “gamet” og vi fik nok også lige så mange marginal-sejre som marginal-nederlag. Men det viser at vigtigheden af skarphed på dagen, og petitesse-jagten til træning ikke kan understreges nok, og at vi bliver nødt til at give starter, vendinger, indslag endnu højere prioritet og det kræver bassinplads og tid.

Heri ligger også vores udfordring som svømmeklub. Vi har nu, hvad jeg vil betegne som top 2 eller 3 træningsmiljø i Danmark, målt på de sportslige præstationer af svømmerne på holdet, og dermed tæller NTC svømmere ikke med. Og det har taget os ca. 10 år at nå hertil, og opgaven med at videreudvikle det kommer til at kræve en indsats fra alle niveauer i klubben. Eliteholdet og deres trænere skal hæve niveauet, så udviklingen ikke går i stå. Årgangsholdene skal lave bedre og bedre svømmere for hvert år, for at kunne tilkæmpe sig en plads på eliteholdet. Og vores klubledere står endnu en gang med en kæmpe udfordring i at skabe de nye rammer, som vil gøre vores klubmiljø konkurrencedygtigt med de bedste. Så jeg vil bede alle træde til og tage del i succesen og arbejdet.

Hvordan er DKM i Odense så som stævne?

Positivt: - God plads til opvarmning og afsvømning.
- 8 baner til afvikling af stævnet.
- Gode og erfarne kræfter som stod for arrangementet. Dejligt det kun er 4 dage.
Negativt:
- Dårlig luft endnu en gang… og hvor er det frustrerende at ingen hallers udluftning er gearet til at håndtere et DM.
- ALT for mange starter, der er 1500 svømmere med licens i DK og mere end 500 af dem var til stede i Odense, og det går over min forstand, at man insisterer på at ødelægge DM efter DM bare for startgebyrets skyld.

Kære Svømmeunion: Lav nu det stævne, som vi fortjener.

Se også beretningen fra stævnet og se resultaterne her.