Udskriv

Opstartstur Nykøbing, 28-30 aug 2009

.

Af Sabine og Lizette

 

Fredag: Sabine interviewer en gruppe Minitalentsvømmere

Interview om opstartstur med: Mia, Malthe, Simone og Lærke.

Sabine: Kan I fortælle mig hvad vi lavede i går, fredag?

Lærke: Vi mødtes ved bussen til at starte med i dag. Der var mange mennesker. Både forældre og børn. Jeg glædede mig meget. Især til at komme op til vand rutschebanen. Jeg har nemlig været der før, og den er rigtig sjov! Da bussen kørte, vinkede forældrene meget. Jeg sad ved siden af Tea i bussen, og vi læste blade og drillede drengene der sad bagved. Da vi kom hertil, kunne jeg godt kende det fra sidste år. Vi pakkede vores ting ud der hvor vi sover.

Malthe: Så skulle vi spille fodbold. Vi er blevet delt ind i hold, som spillede mod hinanden. Vi skulle rigtig spille ude på græsset, men det var for vådt, så vi spillede inde i hallen i stedet for. Det er der de store (fra eliteholdet) sover. Vi var 6 hold der spillede mod hinanden. Det gik sådan "midt i mellem" for mit hold (hold 4). Jakob (træner på konkurrenceholdet) var bare vildt god til at spille fodbold! Bagefter spiste vi aftensmad. Vi fik lasagne som forældrene har lavet. Alle lasagnerne stod på et fællesbord, så det var et "ta-selv-bord" og det var godt, for jeg var sulten efter fodbold.

Mia: Efter vi havde spist mad skulle vi over i hallen igen. Der spillede Talent og Minitalent høvdingebold. Det var okay, men jeg var lidt træt. Men det var sjovt at skyde dem fra talentholdet. Så skulle vi i seng og sove. Vi lå i et stort mødelokale ovenpå svømmehallen. Det var hyggeligt og jeg lå ved siden af Lærke og Anne-Sofie. Og så fik vi godnathistorie.

Simone: Lige pludselig blev vi vækket af trænerne. De tændte lyset og vækkede os. Og klokken var 01.00 om natten! I starten var det irriterende fordi jeg var træt. Så skulle vi ned i svømmehallen og klæde om til svømmetøj. Jeg synes det var lidt svært at komme op. Men så vænnede man sig til det. Det var rigtig rigtig mørkt når man kiggede ud af vinduerne i svømmehallen. Vi hoppede i vandet og svømmede lidt hårdt, og så fik vi lov til at lege i hele svømmehallen. Rutschebanen var rigtig sjov. Bagefter skulle vi klæde om igen. Men badet var helt mørkt, fordi lyset var slukket. Så hentede vi Sabine, som viftede med armene så lyset tændte. Så spiste vi kage og boller sammen og så skulle vi i seng igen. Det var lidt svært at falde i søvn. Lærke og jeg skulle på toilettet, og døren låste da vi lukkede den, så vi blev låst ude. Så sad vi og ventede i 5 min og så kom Lisa fra talentholdet tilfældigvis og lukkede os ind. Så kunne vi sove. Jeg sov rigtig godt.

 

Lørdag: Lizette beretter om minitalent-svømmerne

De startede med at stå op og få morgenmad, de var lidt trætte nogen af dem, fordi de havde været oppe om natten og svømme. Mens andre allerede vågnede kl.6 og var klar til at komme i gang med dagen.

Efter morgenmaden stod den på æggekast, der er der kommet udtagelser fra dem der lød ”Rigtig sjovt! Men også lidt ulækkert når man fik æg i hoved.” Så var der flag leg og rundbold. Der synes nogle det var rigtig sjovt, mens andre mente vi spillede lidt for længe. Til rundbold synes de Mathias (eliteholdet) var rigtig god, fordi han hele tiden skød bolden ned til træerne. De mente også at Niklas (eliteholdet) var meget god, fordi han skød bolden op på taget af svømmehalen.

Så var der frokost, den var rigtig lækker med lasagne fra dagen før og noget pasta med skinke og ost. Derefter gik nogle ad MT svømmerne med Kasper ned for at købe lidt guf i Netto for deres lommepenge. Efter det havde de lige lidt pause inden træningen.

Til træning havde vi besluttet os for de skulle prøve at have det lidt hårdt. De skulle svømme langt og prøve en velkendt serie for de ældre svømmere, 6x100 crawl bedste snit med en hård starttid dvs. med 5-20 sekunders pause alt efter hvor træt man bliver. Det klarede de alle sammen rigtig, rigtig godt. Om træningen sagde de ”rigtig hård, men det var sjovt og fedt når man var kommet igennem”. Vi havde et par stykker der var lige ved at gi’ op og sagde, at nu kunne de altså ikke mere! Alligevel gjorde de klar til den næste 100 meter og kom igennem det hele. Det var simpelthen så godt af dem. Så skulle de selvfølgelig have lov til at lege og tage et langt bad bagefter. Så det blev til ½ time i vandlandet, hvorefter nogen af pigerne nød en times omklædning med masser af sauna og badning.

Derefter stod den på en gang spagetti med kødsovs og salat. Der blev spist meget da alle var sultne og hørte der var natløb senere. Men først skulle de lige ind til en lille hockey turnering. Den faldt dog ikke i så god jord hos MT svømmerne. De fleste synes det var ret kedelig og ville bare gerne af sted på natløb.

Så vi samlede alle og fik sendt dem af sted på natløb. Alle synes det var rigtig sjovt. De poster de bedste kunne lide var: Sannes, hvor de skulle følge en snor op og ned og rundt om en række træer. Hos Simon, hvor de skulle huske 20 ting. Ved Jakob med ”spindelvævet”. Hos Niklas med at spise rugbrød og vand. Det eneste der ikke var så sjovt var da de havde bundet benene sammen, det gjorde lidt ondt.

Da de kom hjem fra natløbet fik de slikposer og så var det ellers bare op og sove. Det var nogle trætte små svømmere der kravlede i seng. De fleste udtalte ”at de havde altså ikke helt fået sovet nok”. Det kan der vist kun være noget om.

 

 

Søndag:

Søndag morgen var der igen nogle tidlige morgen mennesker blandt minitalenterne, så Sabine stod op og spillede kort med de morgenfriske indtil resten vågnede ved 8 tiden.
Vi sad og kiggede lidt på eliteholdet, der havde svømmet siden kl. 06.00. Minitalent var enige om at de godt nok var gode og svømmede hurtigt! Så gik vi over til morgenmad, hvor der igen i dag var lækker buffet med alt fra mælkemorgenmad og yoghurt til varme boller med pålægschokolade.
Efter morgenmaden gik vi over for at pakke sammen, og rydde op i svømmehallen inden den blev åbnet for offentligheden. Til slut spillede vi resten af hockeyturneringen, som vi manglede fra dagen i går. Så blev der ryddet op, støvsuget og vasket gulv. Nogle af svømmerne var rigtig gode til at hjælpe
Da vi stod og ventede på bussen med alt vores bagage, fik vi kage og frugt - det var lækkert. Da bussen kom, kunne den lige akkurat have al vores bagage og så gik turen hjemad. Alle var trætte efter en oplevelsesrig tur, og der var stille i bussen på vej hjem. I bussen viste de "Terkel i knibe". Da vi kom kørende ind ad vejen mod svømmehallen kunne vi se alle forældrene der ventede. Det var dejligt at se gensynsglæden hos børn og voksne

 

Tak for en super god tur! Både træningsmæssigt og socialt er minitalent et fantastisk hold.