Udskriv

Konkurrenceholdet til Farum Cup 2010

.

Lovende start på forårssæsonen

Af Jakob Vinkler Mortensen, træner Farum Svømmeklub

 

I weekenden blev anden halvdel af sæsonen skudt i gang. Ligesom sidste år var det med klubbens eget stævne, Farum Cup, som dannede rammerne for de første skridt mod sæsonens helt store mål – Danske Årgangsmesterskaber.

Med en velfortjent ferie på 10 dage henover julen ovenpå et travlt efterår skulle stævnet primært bruges til at komme ind i stævnerytmen igen, men lad det være sagt med det samme. Weekenden bød på mange positive elementer som giver styrket tro på en udbytterig forårssæson. Selvom stævnet bød på en række alternative løb for alle svømmerne så var der også blevet plads til primære starter.

Nedenfor er nævnt nogle af de bedste præstationer fra en weekend hvor holdet som helhed virkelig formåede at præstere en masse god svømning.

Maja Hjuler, 1997, svømmede et fantomløb 50 fly i tiden 0.32.33, som placerer hende som nr. 3 i Norden for hendes årgang!

Lisa Steen Duus, 1997, har i efteråret udviklet sig med stormskridt. Hun er således gået fra at ligge omkring nr. 50-60 i Danmark til nu at nærme sig top 10 i landet. Med en forbedring på 4 sekunder af en kun 1 måned gammel personlig rekord fik hun i 200m fri med tiden 2:24,55 sat yderligere på denne udvikling.

Julie Marie Gadfelt, 1996, vandt prisen for bedste præstation til stævnet for årgangspiger i 200m fri. I tiden 2:15,09 fik hun skåret 5,5 sek. af den tidligere PR.

Helena Daugbjerg Petersen, 1997, nærmede sig igen en kvalifikation til Øst-danskemesterskaber. I 200 ryg manglede hun således kun 24/100 for at opnå sin første kravtid.

Julie Marie Gadfelt, Naja Ishøj Nielsen, Amalie Wied-Christensen og Lisa Steen Duus skar 16 sekunder af den eksisterende klubrekord i 4x100m fri i tiden 4:19,22. På et andet hold viste Maria Bastiansen, 1995, at hun er begyndt at få fart i armene. 1:03,86 rykker hende meget langt op ad ranglisterne. Spændende bliver det når Maria kommer ud på de distancer, som passer hende bedst – 400m, 800m og 1500m fri.

Julie, Martine Taagholt, Maja og Naja skar 11 sekunder af klubrekorden i 4x100 HM i tiden 5:04,09, hvor specielt Najas hjemtur på 1:03,57 bør fremhæves.

Drengene stod ikke tilbage for pigernes præstationer i bassinet.

Sebastian Terp, 1995, havde en weekend hvor rigtig mange ting fungerede. I 200 og400 IM samt 100 og 200 ryg blev det til meget store personlige rekorder.

Kasper Nielsen, 1995, havde også en rigtig flot weekend hvor alt fungerede. 800 fri (9:56,61) og 200 bryst (2:52,04) som de største lyspunkter i en weekend udelukkende med perser.

Næste opgave for konkurrenceholdet bliver Nordsjællandske regionsmesterskaber d. 30-31. januar. Præstationerne til Farum Cup har bestemt ikke gjort forventningerne hertil mindre.