Udskriv

Dansk Svømmeunion undlader udtagelse af talentfuld Farumsvømmer til EM på trods af opnået kravtid

.

Frederik Siem Pedersen, dansk juniorrekordholder i 50m, 100m, 200m og 400m fri på langbane kommer ikke til EM i Budapest på trods af opnået kravtid i 200 m fri. Det sker, fordi Dansk Svømmeunion nu fraviger tidligere praksis om at udtage svømmere på rent objektive kriterier i forhold til opstillede kravtider. I stedet bliver svømmerne nu bedømt i et samlet forløb, der åbenlyst ikke formår at inkludere en af landets hurtigste svømmere på distancen.
Farum Svømmeklub mener, at det er et problem, at pseudo-kravtider i et langt og tungt træningsforløb nu erstatter rent objektive kravtider i den rene konkurrencesituation. Det giver ikke et retvisende billede af svømmerens reelle styrke og formåen, når det virkelig gælder.
Resultatet taler for sig selv - en af landets unge lovende seniorsvømmere bliver nu hjemme i stedet for at repræsentere Danmark ved årets vigtigste svømmebegivenhed, EM i Budapest i august. En begivenhed der samtidig er et vigtigt skridt i forberedelserne til OL i London i 2012.
Det virker stærkt demotiverende for en svømmer, som har arbejdet ekstremt målrettet og hårdt ovenpå en akut sygdomsperiode op til DM i april, ikke at få anerkendt det opnåede resultat. En demotivation, der kommer klart til udtryk med udtalelsen: "Det er en situation, der får mig til at overveje, om det er det hele værd!"
Den vedtagne proces fra Dansk Svømmeunions side og den deraf afledte manglende udtagelse skal ses i lyset af den begrænsede talentmasse, Danmark af naturlige årsager har. Vi er jo ikke USA eller Kina, hvor talenterne står i kø, men en lille svømmenation, der bør værne om de talenter, vi har.

Farum Svømmeklub, d. 8. juli 2010.