Udskriv

Farum Svømmeklub ansætter ny cheftræner

.

Farum Svømmeklub ansætter Thomas Jansson som ny cheftræner. Thomas har i seks år frem til foråret 2010 været svensk landstræner og frem til juli måned i år været sportschef i det svenske svømmeforbund.
 
"Vi er meget tilfredse med og stolte over, at et meget grundigt stykke rekrutteringsarbejde nu har båret frugt. Vi får med Thomas ombord en profil ved træner-roret, som både trænermæssigt, men også organisatorisk, kommer til at tilføre Farum Svømmeklub og dermed også dansk svømning et meget positivt løft", udtaler formand for Farum Svømmeklub, Peder Wang Hansen, og fortsætter: "Vi er gået til opgaven med den klare ambition, at vi på cheftrænerposten skulle have en person, der kunne løfte Farum Svømmeklub helt til tops i dansk svømning og samtidig markere klubben i international sammenhæng."
  Farum Svømmeklub har indtil nu to OL-kandidater som repræsenterer Furesø Kommune, Frederik Siem Pedersen og Anders Lie (Anders træner til dagligt på NTC - det nationale træningscenter i Bellahøj Svømmestadion) - begge satser på at komme til OL 2012 i London. Tre af klubbens juniorsvømmere deltog i juli måned i EM for juniorer i Helsingfors.
 
Ansættelsen af Thomas Jansson er det første skridt i retningen af at implementere visionen om at gøre Farum til et regionalt kraftcenter inden for dansk svømning gennem etableringen af Elitecenter Furesø. Visionen udspringer af det fantastiske anlæg, som Furesø Kommune stiller til rådighed her i Farum. Anlægget indeholder både 50 m langbane og 25 m kortbane under samme tag - en sjælden kombination, som giver de bedste muligheder for at drive svømning på højeste sportslige niveau.
 
Samtidig med elitesatsningen arbejder Farum Svømmeklub aktivt for, i forhold til breddeidrætten, at få en optimal udnyttelse af anlægget i Farum. Visionen er at udvikle et Center for Vandsport i Furesø Kommune med udgangspunkt i anlægget i Farum og på sigt medinddragende anlægget i Værløse og om sommeren Furesø Bad. Ambitionen er her i samarbejde med Furesø Kommune at aktivere så mange som muligt af kommunens borgere i brugen af anlæggene, som, også hvad breddeidræt angår, udgør nogle fremragende faciliteter.
 
Denne breddesatsning lægger op til et tæt samarbejde mellem de tre svømmeklubber i Furesø Kommune - Farum Familie Svøm, Værløse Svømmeklub og Farum Svømmeklub - og på sigt dannelse af en fælles klub, Furesø Svømmeklub. De tre klubber har allerede i dag næsten 3000 medlemmer tilsammen - og dermed den kritiske masse, der vil være forudsætningen for at føre visionen om et Center for Vandsport ud i livet.
 
For yderligere oplysninger kontakt venligst formand Peder Wang Hansen, 5140 9345 eller cheftræner Thomas Jansson, +46 70 662 2222.
 

Farum Svømmeklub, d. 27. september 2010