Udskriv

Sæsonen nu for alvor skudt i gang

Skrevet af Jakob Vinkler Mortensen .

 

I weekenden d. 9-10. oktober havde svømmerne på konkurrenceholdet sæsonåbning i Greve. En noget sen sæsonåbning, som har givet mere tid i træningsbassinet til at arbejde med detaljer og grundform.
Efter en fremragende sæson 2009/2010 var det spændende at se om holdet ville fortsætte sidste års fremgang – der gik ikke mange heat før billedet var klart, fremgangen fortsætter.
Over en bred kam udmærkede alle svømmerne sig, dog var der præstationer som i særdeleshed sprang i øjnene.
Daniel Christian, 1998, havde debut på konkurrenceholdet og leverede flere fremragende løb. Normalt er Daniel stærkest i crawl og bryst, men i denne weekend blev det med 2:36,73 i 200 ryg til en placering som nr. 4 i landet. Ydermere svømmede Daniel sig op som 5’er i 50 fly (33,09) tæt forfulgt af Mads Jørner på 6. pladsen.
Mads svømmede tilmed en flot 50 fri og med tiden 29,86 kom han endelig under 30 sekunder, tæt forfulgt af Philip Greve der også kom under 30 sek med tiden 29,98. For at sætte præstationen lidt i relief, så er der kun otte 98’er-drenge i Danmark som har svømmet under 30 sek – tre af dem er fra Farum!
 
Andrea Reich, 1998, havde også debut på konkurrenceholdet – en debut som viste at Andrea også behersker crawlen ganske udmærket. 50 fri, 31,13 ; 100 fri 1.08,00 og 200 fri 2.27,82 er højt niveau på nuværende tidspunkt, og lover godt for en crawlholdkap til forårets mesterskaber. Andrea har døjet med en fodskade det meste af sæsonstarten, når hun bliver denne kvit kommer det til at gå rigtig stærkt!
 
Amalie Wied-Christiansen, 1996, fortsatte hvor hun slap sidste sæson – med rigtig gode crawl tider. Med 1.01,29 i 100 fri og 28,46 i 50 fri viste hun skræmmende styrke på nuværende tidspunkt. Amalie fejrede søndag sin 14-års fødselsdag med at klare DMK-J kvalifikation i 50 fri.
 
Maja Hjuler, 1997, har tidligere kun behersket butterfly, men i denne weekend udvidede hun repertoiret til også at gælde crawl (1.05,11 i 100 fri), Bryst (1.24,86 i 100 bryst) samt ryg (1.16,25 i 100 ryg). Maja har dermed lagt i kakkelovnen til en rigtig spændende medley senere på efteråret.
 
Endelig nærmede Helena Daugbjerg Petersen, 1997, sin første top-10 tid på kortbane. Det skete da hun i 50 fri (29,61) tog et ordentligt spring på ranglisten fra en placering som nr. 27 til en placering som nr. 11. Det blev ydermere til en god 100 ryg (1.13,56) som lover positivt for medleyholdkapperne der går efter medaljer til Danske Årgangsmesterskaber i januar måned.
 
De resterende svømmere leverede alle meget flotte resultater, og alle kan være ganske stolte over stævnet. Ud af 61 starter var det kun 4 starter som ikke resulterede i en PR.
 
Konkurrenceholdet vender nu for en stund tilbage til træningsbassinet inden det går løs igen til klubmesterskaberne d. 6-7. november.

 

Se alle resultaterne fra stævnet her.