Udskriv

16 medaljer, heraf 6 guld, til Farum Svømmeklub ved DM

.

 

Ved de netop overståede Danmarks Mesterskaber på langbane i Bellahøj Svømmestadion kom Farum Svømmeklub hjem med 16 medaljer, 14 hos seniorerne og 2 hos juniorerne. I år blev det til hele 6 guldmedaljer, 4 sølvmedaljer og 6 bronzemedaljer, en fordobling af guldhøsten fra 2010. Se medaljestatistikken længere nede.

Ansættelsen i oktober 2010 af den tidligere svenske landstræner Thomas Jansson har for alvor bragt struktur og individualisering ind i træningen for holdet. Det er lykkedes gennem denne sæson at løfte niveauet hos nogle af de svømmere, som troede at karrieren var ved at være slut, og det har bragt lysten, motivationen og engagementet tilbage hos mange af seniorsvømmerne i klubben. Flere af svømmerne sætter nu igen personlige rekorder efter flere års stilstand, og nye svømmere er med i medaljekampen til DM.

Anders Lie gentog succesen fra sidste år med guld på de tre lange crawl distancer 400m, 800m og 1500m, Frederik Siem Pedersen fik guld på 100m fri foran den danske rekordholder Jakob Andkjær, sølv på 200m fri og bronze på 400m fri. Niklas Hedegaard fik sine første 2 individuelle DM medaljer med sølv i 50m bryst og bronze i 200m medley. Martin Wagner fik med sin første medalje siden tiden som årgangssvømmer - et flot gennembrud med sin bronzemedalje i 400m medley. Olivia Burmester viste at hun kan endnu og tog bronzemedaljen i 50m fly. På juniorsiden var det et gennembrud for 15-årige Maria Bastiansen, der svømmede sig til 2 sølvmedaljer på de to lange distancer, 800m fri og 1500m fri. En solid træningsindsats har bragt Maria frem i forreste række i disse discipliner.

Og så skal vi jo ikke glemme holdkapperne, hvor Farum Svømmeklub for alvor viste sin styrke med en bred elite. 8 senior herresvømmere fra Farum fik alle sammen medalje i 4x200m fri, da Farum fik både guldmedaljer og bronzemedaljer med hjem. Guld til Nikolai Ammekilde, Anders Blume, Frederik Siem Pedersen og Anders Lie. Bronze til Karsten Vedel, Martin Wagner, Niklas Hedegaard og Simon Sønderup Jensen. Også på 4x100m fri fik herrerne fra Farum guldmedaljen med hjem, ved Anders, Niklas, Anders og Frederik. På sidstedagen kom en noget overraskende bronzemedalje i 4x100m medley så også i hus. Ingen af svømmerne havde fantasi til at forestille sig en medalje, men cheftræner Jansson bankede lidt gejst ind i dem og fortalte, at ”der sker altid noget i holdkapper”, og med 2 diskvalifikationer til andre klubber var Farum herrerne pludselig på medaljeskamlen alligevel.
Alt i alt et ganske tilfredsstillende DM for Farum Svømmeklub og den nye cheftræner.
Sæsonen er ikke helt slut, for de to største profiler i klubben, Anders Lie og Frederik Siem Pedersen, skal den 17. juli med landsholdet til 2 internationale stævner, begge i Montreal i Canada. Der står der kravtider til efterårets Europæiske stævner på spil, og det skal blive spændende at følge dem derovre.
 
Medaljestatistik Farum Svømmeklub:

 

Guld
100m fri Frederik Siem Pedersen
400m fri Anders Lie
800m fri Anders Lie
1500m fri Anders Lie
4x100m fri Farum Herrer 1
4x200m fri Farum Herrer 1
Sølv
200m fri Frederik Siem Pedersen
50m bryst Niklas Hedegaard
800m fri Maria Bastiansen (J)
1500m fri Maria Bastiansen (J)
Bronze
400m fri Frederik Siem Pedersen
50m fly Olivia Burmester
400m medley Martin Wagner
200m medley Niklas Hedegaard
4x100m medley Farum Herrer 1
4 x 200m fri Farum Herrer 2