Udskriv

11 seniorsvømmere på 1 måneds træningslejr

.

K1-hold til Las Palmas Når man som dansker tænker på oktober måned, er det for mange udsigten til regnvejr og blæst, der får folk til at kaste bandeord mod himlen i håb om, at temperaturen måske vil snige sig over de 10 grader. En lille bonusinfo er, at oktober holder en kedelig vejrrekord, den solfattigste oktober havde nemlig blot 29 soltimer på hele måneden. I år er dette billede dog skiftet ud med udsigten til en måned i sol og varme.

Som et led i Farum Svømmeklubs seniorsatsning sender klubben nemlig den 1. oktober, 11 svømmere på træningslejr i 1 måned. Turen går til stabile klimaforhold og udendørs træningsfaciliteter i Las Palmas på Gran Canaria. De 11 svømmere er alle voksne svømmere, som har valgt at satse på svømningen som en sportsgren. Der ligger en seriøs satsning bag deltagelsen, som flere kombinerer med både gymnasium, videregående uddannelser og arbejde.

Klubbens cheftræner Thomas Jansson giver følgende argumenter for arrangementet:

Årshjulet i Danmark og det øvrige Norden indebærer, at svømmerne træner indendørs næsten hele året. Det er specielt udpræget i Danmark, fordi der praktisk taget ikke findes udendørs anlæg. Og om sommeren står den mest på nedtrapning og sommerferie, og dermed pause fra svømningen, dvs. at den lyse årstid ikke anvendes optimalt.

Dette sammen med en kultur, hvor indeaktiviteter, som f.eks. computerspil, påvirker svømmernes immunforsvar i negativ retning, og som samtidig ikke er optimalt for adaption af træningen, gør at vi i Farum Svømmeklub har prioriteret udendørs træningslejre i oktober og februar. I et forsøg på at optimere træningen har vi valgt træningslejre på 2 x 1 måned i stedet for de normale 2 x 14 dage.

En fælles træningslejr i sol og varme er også en vigtig faktor i bestræbelserne på at udvikle voksne svømmere og er en stor motivationsfaktor for svømmerne, fordi solen og et godt træningsmiljø uden den stress og dårlige eller specielt tilpassede træningstider, der præger den hjemlige dagligdag, er inspirerende og imødekommer muligheden for flere fælles aktiviteter.

De 11 svømmere og træneren indkvarteres i lejligheder, dvs. de får en normal hverdag. At spise rigtigt er vigtigt, og da svømmerne selv skal stå for madlavningen, så bliver det også en vigtig del af turen. Der vil være lektiecafe for de skolesøgende, og træneren og de ældre svømmere er behjælpelige med dette. Der er også en økonomisk gevinst ved at vælge den længde træningslejre. Flybilletter kan fås til mere overkommelige priser, bassinleje og ophold fås væsentlig billigere ved lange lejemål. Derfor kan prisen for 1 måned holdes på et niveau omkring 10.000 kr, hvilket er ca 2.500 kr billigere end 14-dages turen sidste efterår.

Træningen kommer til at bestå af max. 10 svømmepas pr. uge. Kl. 9-11 mandag-lørdag og kl. 18-20 ma/ti og to/fre. Derudover selvfølgelig styrketræning og dryland, samt filmning og test. Altså også en mere normal uge med både halve og hele fridage.

En af deltagerne, Niklas Hedegaard, siger:

"Ingen tvivl om at dette bliver en anderledes form for træningslejr. Det bliver knapt så stressende som de sædvanlige 14 dage, hvor man føler man skal nå det hele på den halve tid. Jeg ser frem til en masse hård træning, men forhåbentligt bliver der også rigelig tid til individualisering og træning i mindre grupper hvor teknikken kan være i højsædet.
Egentlig så er det jo i sådanne omgivelser man burde træne hele året. Det bliver spændende at se resultatet af satsningen til DKM.
"

Holdet til Las Palmas

De 11 deltagere, hvoraf de 10 ses på billedet er fra venstre mod højre: Maria Bastiansen, Frederik Siem Pedersen, Mie Refn, Annelouise Dolleris, Olivia Burmester, Elizabeth May, Anders Lie, Niklas Hedegaard, Julie-Sofie Hemdorff og Anders Blume. Desuden deltager Ida Lindborg, som ikke kunne være med på billedet. Og så selvfølgelig cheftræner Thomas Jansson.

Farum Svømmeklub vil i denne forbindelse gerne tilbyde svømmere, som er fyldt 18 år, at de kan kontakte vores cheftræner Thomas Jansson for en uforpligtende snak om hvordan man får livet som seriøs elitesvømmer til at fungere med skole, uddannelse eller arbejde. Det er faktisk muligt at kombinere dette og vi har flere eksempler på at det er muligt.