Udskriv

DML/DJML og DÅM gruppe 1 i Bellahøj

.

Live Timing resultater      Farums resultater her

 Årets Danske Mesterskaber på langbane for seniorer og juniorer, samt Danske Årgangsmesterskaber for gruppe 1 svømmere blev afholdt i Bellahøj Svømmestadion i Brønshøj i perioden 1-6. juli 2013.

Se resultater via linkene ovenfor, og læs reportager fra de enkelte dage herunder.

06-07-2013

På sidstedagen af stævnet havde Farum 2 svømmere i vandet. Niklas Hedegaard svømmede 200m bryst, og kom i finalen med 5. bedste tid.  I finalen kom NIklas for 3. gang til dette stævne ind på en fjerdeplads, lige udenfor medaljerne. Tiden i finalen var PR med et lille sekund.

Den anden svømmer i vandet var Maria Bastiansen, som svømmede 1500m fri og kom ind på en samlet 9. plads.

 

 05-07-2013

5. dagen har udelukkende budt på seniorsvømning eftersom årgangssvømmerne er færdige med deres mesterskab.

Niklas Hedegaard har været i aktion på 400 medley, som blev svømmet i teknisk og god stil. Niklas kvalificerede sig med sin tid til finalen i 8. bedste tid, men valgte af taktiske årsager at melde fra til finalen.

Annelouise Dolleris var også i bassinet, men på 200 fri. Det blev til en tid et lille stykke over hendes bedste på distancen og løbet levede i sin helhed ikke helt op til hendes forventinger. En ærgerlig afslutning på Annelouises mesterskab – som ellers har gjort det rigtig godt i afslutningen på denne sæson. Det bliver spændende at følge Annelouises udvikling i efteråret.

Maria Bastiansen svømmede også 200m fri, men heller ikke hos hende var der de samme gode takter som i 100m løbet, og det blev en tid et stykke fra PR.

 

04-07-2013

Stor aften for Farum Svømmeklub: 2 guld, 1 sølv og 1 bronze.

FredGuld50fri

1-philip tDet lykkedes torsdag for Farum Svømmeklub at få hele 4 medaljer, 2 af guld, 1 sølv og 1 bronze.

Den første guldmedalje tilfaldt Philip Greve (th) i drengenes finale i 100m bryst. Philip lagde friskt ud, men det holdt lige akkurat hjem, så Philip kunne kåres som dansk årgangsmester i tiden 1.08.29.

Kort tid efter blev det så til årets første danske seniormesterskab, da Frederik Siem Pedersen (tv) noget overraskende tog guldet og det danske mesterskab i den ultimativt hurtigste svømmedisciplin, 50m fri for herrer.  Frederik kom i mål i tiden 23.29, hele 42/100 foran nærmeste konkurrent. Frederik har det seneste halve år været træner på Farums førstehold, men har også fundet tid til en "lille smule" træning.

Kort tid inden havde Niklas Hedegaard, som har haft et utroligt uheldigt DM, sikret sig din første medalje, da han fik bronze i 200m medley i tiden 2.07.34.

I formiddags havde 4 drenge fra Farum Miniguns sikret sig dagens første medalje, nemlig en sølvmedalje i 4 x 100m holdmedley. De 4 svømmere var Lars Breum Hansen, Daniel Christian, Mads Steen Pedersen og Philip Greve. Tiden blev 4.10.23, ny klubrekord med 16 sekunder!

4. dagen var for DÅM svømmerne den sidste stævnedag. Kun 2 individuelle løb for dem, og ellers var alle i aktion på formiddagens afsluttende holdkapper.

Som de forrige dage startede seniorsvømmerne ud med indledende løb. Her blev det både for Niklas Hedegaard på 200 im og Frederik Siem Pedersen på 50 fri, til en plads i finalen med 3. hurtigste tid. For Frederik var det første løb ved dette mesterskab, og det så godt ud med henblik på aftenens finale.

Også Maria Bastiansen og Annelouise Dolleris var i vandet. Begge piger svømmede 400 fri og Annelouise stillede efterfølgende op i 50 fri. En jævn præstation af begge piger, der må siges ikke at høre til de bedste løb under dette mesterskab.

Philip Greve var først af de 2 individuelle præstationer i DÅM afsnittet. Philip leverede her en flot præstation på 100 bryst i ny personlig rekord med overskud på de sidste meter og kvalifikation til finalen i bedste tid. Et løb Philip har set frem til og som der var store forventninger til.

Mia Ishøj Nielsen deltog i 800 fri. Ligesom på 400 meteren lykkedes det ikke Mia at ramme det rigtige tempo fra start og sluttiden endte derfor et stykke over hendes personlige bedste. Et acceptabelt løb af Mia. Emily Gantriis stillede ligeledes op i 800 fri, hvor det blev til en præstation et stykker over hendes bedste tid på distancen.

Næsten alle var i vandet på 4x100 holdmedley. Farum stillede op med 1 pigeholdkap og 3 drengeholdkapper. Pigerne leverede en stabil præstation og tæt på samme tid som de selv samme piger svømmede ved Østdanske Årgangsmesterskaber i maj.

Hos drengene var der konkurrence mellem 2. og 3. holdet som opstillingsmæssigt burde være lige hurtige. Ved Østdanske Årgangsmesterskaber vandt hold 3 med 7. hundrededele og denne holdkap bød derfor på en revanche, hvor hold 2 vandt - men kun fordi hold 3 blev diskvalificeret pga tyvstart. Hold 3 havde ellers helt klart den hurtigste tid. Samlet forbedrede de 4 drenge deres tid med 9 sekunder, hvor hold 2 til sammenligning forbedrede deres tid med 3 sekunder. Den store forbedring på hold 3 stod Peter Forsberg (Helsinge) for med en ny personlig rekord på bryst med 7 sekunder. Imponerende tid af Peter. Emil Brohus svømmer på samme holdkap den hurtigste tid han nogensinde har gjort på crawl. To rigtig flotte holdkapper af drengene, når vi ser bort fra en tyvstart.

Farum Miniguns leverede en pragt præstation i 4x100 holdmedley, hvor det blev til sølvmedalje i en tid 7 sekunder hurtigere end ved Østdanske Årgangsmesterskaber. En helt igennem fremragende holdpræstation. Holdet bestod af Lars Breum Hansen, Daniel Christian, Mads Steen Petersen og Philip Greve i nævnte rækkefølge. Tillykke med den flotte sølvmedalje.

Aftenens finale bød på flere medaljer. Først blev det til senior bronze til Niklas Hedegaard på 200 medley. Et taktisk løb med en skjult målsætning, som dog ikke lykkedes helt efter planen, men med medaljen på plads. Philip Greve sikrede stævnets første dansk mesterskab med guld på 100 bryst. Et rigtig flot løb af Philip der også her satte ny personlig rekord med et halvt sekund og nu kan kalde sig dansk årgangsmester. Den bølge valgte Frederik Siem Pedersen at svømme på, da han sprang i vandet i 50 fri. En fantomstart af Frederik gav ham et forspring til konkurrenterne, som han holdte resten af vejen og slog hånden i væggen 4 tiendedele før nr 2. Dermed endnu et dansk mesterskab til Frederik som nu i 2013 kan skrive dansk mester i 50 fri på CV’et.

En optimal afslutning på et godt dansk årgangsmesterskaber og en fantastisk 4. dag ved DM på langbane.

For Daniel og Philip gælder nu Nordiske Årgangsmesterskab på Island den 13.-14. juni.

 

03-07-2013

Endnu en fantastisk stævnedag ved DM. Farum svømmerne holder fortsat ved og i dag blev det til 3 finaler og 2 DÅM medaljer.

Den første af medaljerne stod Farum Miniguns for på 4x100 fri, hvor holdet svømmede en fantomtid som her rakte til en flot bronzemedalje. Holdet bestod af Philip Greve, Daniel Christian, Mads Steen Petersen og Lars Breum Hansen i nævnte rækkefølge. Drengenes tider var som følger 55.07, 55.35, 57.02, 55.27. Alle meget flotte tider og særligt imponeret over Philips 55.07, der er ny personlig rekord med over 1 sekund.

Forinden den flotte holdkap havde Farum deltagelse af Niklas Hedegaard på 50 bryst i indledende afsnit. Det blev til en plads i aftenens finale og en måske forstuvet finger, som Niklas pådrog sig i løbets indslag. Niklas tog nu alligevel kampen op i finalen, hvor det blev til endnu en 4. plads. Ærgerligt at Niklas ikke må have heldet bar een smule på sin side.

Også Annelouise Dolleris var i vandet i indledende afsnit, dog på 100 ryg. Et løb Annelouise ikke har beskæftiget sig med i lang tid, men hun leverede en præstation som forventet.

Hos DÅM svømmerne var Emilie Buurgaard Westh igen første svømmer i vandet. Emilie har arbejdet sig flot ind i mesterskabet og det blev i dag til en flot personlig rekord på 200 im. Et flot disponeret løb af Emilie, hvor særligt rygcrawlen var betydeligt forbedret i forhold til 200 im svømmet på holdkappen i går.

200 im for drengene var repræsenteret med Mads Jørner, Lasse Kriegel Skovrup og Daniel Christian. Mads, der i går satte personlig rekord på førsteturen i holdkappen på 4x200 medley, kunne igen her til formiddag endnu engang forbedre sin personlige rekord med knap et halvt sekund. Flot præstation af Mads. Lasse havde ikke den bedste dag i går, men dagen i dag startede super godt med en personlig rekord og et rigtig flot løb på 200 im. Daniel svømmede sig i finalen med 3. hurtigste tid og en tid kun 1 tiendedel fra sin personlige rekord. Der var derfor masser i vente ved aftenens finale, hvor Daniel svømmede et helt optimalt løb og sikrede sig sølvmedaljen i ny personlig rekord med 2,5 sekunder.

Anne Sofie Gadfelt leverede på 100 ryg ikke helt så god en præstation som ved de forrige dage. Hun startede ellers godt ud, men herefter gik det ikke helt som planlagt. Til gengæld leverede hun en god præstation på pigernes 4x100 fri, hvor også Emily Gantriis, Emilie Buurgaard Westh og Mia Ishøj Nielsen var en del af holdet. Alle piger leverede stabile tider og acceptable præstationer.

Christian Sejr Aagaard, Mads Jørner og Lars Breum Hansen deltog ligeledes i 100 ryg. For Christian bliver det til en præstation en smule over sin personlige rekord, men bestemt et acceptabelt løb. Mads der forinden havde svømmet 200 im, havde ikke meget at skyde med i dette løb, så det blev ikke til så god en præstation. Selvom den samlede tid var et langt stykke over Mads personlige rekord, så blev løbet svømmet godt og med en god disponering af de kræfter han havde tilbage. Lars svømmede sig videre til aftenens finale i ny personlige rekord, hvor han sænkede sin rekord yderligere og endte med en placering som nr. 5. Flot resultat af Lars.

Personlig rekord blev det også til for Mads Steen Petersen på 400 fri, med lidt over 3 sekunder. Også for Emily Gantriis blev det til en personlig rekord på 400 fri med 3 sekunder. Mia Ishøj Nielsen svømmede en flot 400 fri, der dog ikke blev til en personlig rekord, men disponeringen var flot og rytmen helt efter aftalen.

Drengenes 2. hold på 4x100 fri bestod af Emil Brohus Nielsen, Magnus Grundesen, Lasse Kriegel Skovrup og Thomas Bech. Alle 4 drenge leverede et flot resultat på holdkappen. Særligt var Lasse og Thomas flyvende, begge leverede deres hidtil bedste tid svømmet på en holdkap. Emil og Magnus leverede begge stabile præstationer.

Flot 3. dag på de danske mesterskaber. For DÅM svømmerne venter den sidste dag i morgen. For DM svømerne er vi halvvejs.

 

02-07-2013

2. dagen af DM er overstået og endnu en gang en flot stævnedag for Farum. Det blev til en lang stribe personlige rekorder og 1 DÅM bronzemedalje på 200 bryst til Daniel Christian.

Ved formiddagens afsnit var Niklas Hedegaard i vandet for første gang ved dette mesterskab. Niklas har de seneste dage døjet med hold i ryggen, men han leverede en god præstation i indledende afsnit og uden smerter. Hans præstation rakte til en plads i finalen, hvor det desværre blev til en 4. plads og ikke helt så god en præstation, som ventet. Niklas er klar igen i morgen på 50 bryst.

Maria Bastiansen var seedet til aftenens direkte finale på 800 fri, hvor Maria leverede hendes hidtil bedste tid i år.

Emilie Buurgaard Westh var første DÅM svømmer i vandet. Hun havde en ikke så god første dag, men hun var mere tændt, da hun sprang i vandet på 200 bryst tirsdag formiddag. Det så godt ud, teknikken fungerede godt og Emilie svømmede en tid, kun en smule over sin PR sat ved Østdanske Årgangsmesterskaber i maj. Godt at se at Emilie kunne rejse sig fra en lidt skuffende første dag.

Det var også til at se, da Emilie sprang i vandet i 200 fri, hvor det blev til en ny personlig rekord, hvilket også Anne Sofie Gadfelt, Mia Ishøj Nielsen og Emily Gantriis kunne levere. Emilys tid rakte til en 8. plads i finalen, hvor Emily forbedrede sin tid yderligere med næsten 1 sekund.

På 200 bryst var Farum også repræsenteret på drengesiden, med Lasse Kriegel Skovrup, Daniel Christian og Philip Greve. Lasse svømmede her ikke sit bedste tekniske løb og en knap så godt disponeret præstation. Daniel og Philip svømmede sig begge i finalen. Philip satte ny personlig rekord, men faldt lidt igennem i finalen, hvor det blev til en 4. plads i en tid lidt over tiden opnået i indlendende. Daniel fuldendte sin indsats med at vinde bronze i ny personlig rekord. Flot løb af Daniel og tillykke med medaljen.

De gode takter fortsatte for Christian Sejr Aagaard, der på 100 fly svømmede en ny personlig rekord. Dog et knapt så veldisponeret løb, hvilket Christian måtte mærke på de sidste meter. Thomas Bech leverede i samme løb en flot teknisk præstation. THomas har længe arbejdet med en ny teknik til sin 100 fly. Mads Jørner var også klar på 100 fly, og havde ligesom Emilie ikke haft så god en første dag. Uheldigvis lavede Mads en teknisk fejl i startfasen, hvilket kostede ham op til flere meter allerede på de første 10 meter og derfor en sluttid et stykke over sin bedste tid på distancen. Virkelig ærgerligt for Mads, som ellers var klar og tændt til at levere en god præstation.

Lars Breum Hansen og Mads Steen Petersen, der som tidligere nævnt til dagligt træner i Helsinge, deltog i 200 fri. Begge drenge satte nye personlige rekorder.

Pigernes holdkap på 4x200 IM bød ligeledes på flotte præstationer. Sarah Sejr Aagaard startede ud med en ny personlig rekord på 5 sekunder. En flot præstation af Sarah, der den seneste tid ikke tidsmæssigt har forberedet sig så meget, men har arbejdet med teknikken og det var også at bemærke i hendes 200 medley. Yderligere bestod holdet af Simone Jørgensen, Emilie Buurgaard Westh og Mia Ishøj Nielsen, der alle leverede en flot præstation.

Hos drengene deltog Farum med 2 hold. Det første hold i vandet bestod af Mads Jørner, Thomas Bech, Christian Sejr Aagaard og Lasse Kriegel Skovrup. Mads fik her sin mulighed for at vise at han også er med. Han leverede her en fornem præstation som også var ny personlig rekord. Også Thomas, Christian og Lasse leverede en god præstation og holdets samlede præstation rakte til en 7. plads. Desværre blev Farum Miniguns, vores stærkeste hold, diskvalificeret for fejl i en vending. Holdet svømmede ellers en samlet tid der ville have givet bronze. Alle 4 drenge, Lars Breum Hansen, Mads Steen Petersen, Daniel Christian og Philip Greve leverede et formidabelt stykke arbejde, men ærgerligt med diskvalifikationen, som også efterfølgende gav en lidt trykket stemning. Forståeligt nok er vi skuffet, men vi ser fremad og der venter flere medaljemuligheder de kommende dage.

På trods af diskvalifikationen på holdkappen, så har det været endnu en flot dag for Farum.

 

01-07-2013

1. dagen ved DM er vel overstået og med et yderst tilfredsstillende resultat. Dejligt at starte et dansk mesterskab med 1 seniorfinale, 2 DÅM finaler og 3 DÅM bronzemedaljer.

DML:

Maria Bastiansen svømmede i 100m fri sin bedste tid i mere end 3 år, da hun med tiden 1.02.91 satte PR med knap et sekund.
Annelouise Dolleris satte også en flot PR, da hun for første gang kom under minuttet, og med tiden 59.33 svømmede sig til finaleafsnittet i aften.

DÅM-L:

Kl. 11.15 stod DÅM svømmerne klar til at indtage bassinet ved deres indledende afsnit.

Anne Sofie Gadfelt var første svømmer i vandet. Hun var i januar så uheldig at sygdom forhindrede hendes deltagelse ved DÅM på kortbane. I dag var hun frisk og med et veldisponeret løb blev det til en personlig rekord på 200 ryg med knap 7 sekunder i forhold til tidligere langbanetid. Anne Sofie har arbejdet meget med en bedre disponering specielt til 200m og det blev udført vellykket.

4 drenge var i aktion på 200 ryg. Lars Breum Hansen, som til dagligt træner i Helsinge, svømmede sig i finalen i ny personlig rekord. Personlig rekord blev det også til for Lasse Kriegel Skovrup og Christian Sejr Aagaard, som begge fortsætter en jævn forbedring. Mads Jørner har hele denne sæson arbejdet sig stille og roligt tilbage på svømmescenen og havde for en måned siden et flot Østdansk Årgangsmesterskab med bl.a en flot tid på 200 ryg. Med en lidt uheldig forberedelse til dagens stævneafsnit måtte Mads tage til takke med en ellers fornuftig tid lidt over PR, situationen taget i betragtning, en OK tid. Vi håber for Mads, at han er mere klar i morgen.

Også Emilie Buurgaard Westh havde ikke den bedste førstedag, da hun var i vandet i 100 fri, hvor det blev til en lidt skuffende tid et stykke over PR. Emilie har ellers haft en rigtig flot udvikling og fremgang de seneste 3 måneder, så en lidt ærgerlig start for hende på mesterskabet. Ligesom med Mads håber vi, at Emilie er mere skarp i morgen og arbejder sig ind i mesterskabets sidste 3 dage. Emily Gantriis, som ligesom Lars træner dagligt i Helsinge, leverede en flot personlig rekord på 100 fri og måtte ud i en omsvømning i kampen om en plads i finalen. Der var nemlig 2 piger med samme tid på 8 pladsen, men der er kun plads til 8 piger i finalen. Desværre havde konkurrenten lidt mere at skyde med på de sidste meter i omsvømningsløbet, så det blev ikke til en finaleplads for Emily.

Dagens overraskelse stod Thomas Bech for, da han leverede en uventet hurtig tid på 100 fri med tiden 0.58.66. Thomas har arbejdet målrettet med teknikken i sin 100 fri, men det var ikke ventet, at dette ville give så stort et udslag allerede nu. Flot præstation af Thomas. Mads Steen Petersen træner ligeledes dagligt i Helsinge, og deltog også på 100 fri. Det blev for Mads også til en personlig rekord med knap 7 tiendedele.

I 400 medley havde vi deltagelse af Mia Ishøj Nielsen. Mia har uheldigvis været syg op til dette stævne, men Mia leverer her alligevel en fornem tid en smule over den PR som hun satte ved Farum Cup i maj. Ærgerligt at Mia blev diskvalificeret i løbet.

Daniel Christian var også i vandet på 400 medley. Det handlede her for Daniel blot om at svømme sig i en finale, som han gjorde med 5. hurtigste tid i let tempo og med flot overskud. Daniel har siden DÅM på kortbane arbejdet meget med sin rygcrawl, som det i indledende var tydeligt at se.

Det indledende stævneafsnit blev afsluttet med 3 holdkapper i 4 x 200 fri. Pigerne leverede en glimrende præstation. Holdet bestod af Emilie, Emily, Anne Sofie og Mia. Drengens første hold i vandet bestod af Joachim (Helsinge), Christian, Thomas og Lasse. De leverer også her en flot præstation. Værd at bemærke er Christian Aagaards tid på 2.09.67, som er en rigtig fornem tid af ham. Det sidste drengehold, vores Farum Miniguns, der var seeded nr. 4, svømmede deres absolut bedste, og det rakte til en flot bronzemedalje. Det kunne de ikke have gjort bedre. Holdet bestod af Philip, Daniel, Mads S og Lars.

Ved aftenens finaleafsnit, var Annelouise Dolleris første svømmer i vandet. Hun svømmede 100 fri, en smule langsommere end i indledende, men stadig en tid under den gamle PR.

Også Lars Breum Hansen svømmede i sin finale på 200 ryg en smule langsommere end ved indledende, men han fik en flot bronzemedalje hjem. Tillykke til Lars med medaljen.

Sidste Farum svømmer var Daniel Christian, der på 400 medley i meget imponerende stil, svømmede sig til en bronzemedalje i et tæt opgør med løbets sølvvinder. Daniel svømmede her en 400 medley perfekt disponeret og en virkelig flot tid på 4.42.10, som er ny personlig rekord med næsten 5 sekunder. Stort tillykke til Daniel.

Alt i alt en rigtig flot start på DM og jeg tror på der venter flere spændende løb de næste dage, som sikkert også byder på et par flere overraskelser.