Udskriv

2 svømmere til Nordiske Årgangsmesterskaber

.

Flotte resultater til Nodiske Årgangsmesterskaber af de to drenge fra Farum.

14-07-2013

100m bryst i 3. afsnit søndag formiddag havde deltagelse af både Daniel og Philip.

IMG 0626Daniel Christian svømmede endnu et godt løb og en ny personlige rekord. Det rakte ikke til medalje på denne distance, men det var vi godt klar over på forhånd. Til gengæld var Philip Greve klar på at tage medaljekampen op, hvor der i brystløbene er rimelig stor konkurrence fra de andre lande. Det lykkedes Philip at svømme en bronzemedalje hjem. Et godt løb af Philip, hvor det også fungerede godt teknisk og en tid kun 1/100 del sekund over PR.

I aften er det kun Daniel der skal i vandet. Det gælder 400 medley.

Mon ikke der er en sidste medalje at hente her.

 

 

Før aftenens 4. afsnit, har jeg ikke tidligere oplevet Daniel Christian så klar, som han var det inden starten på 400m IM. Det havde han heller ikke selv, sagde han, så der var et spændende løb i vente. Daniel svømmede også et rigtig godt løb, dog havde han kontakt med banetorvet i rygcrawl, hvilket satte ham lidt tilbage. Loftet i hallen er lidt specielt og selvom man er forberedt på det, så er det bare noget andet når man ligger i sit løb. Lidt ærgerligt, for jeg tror på, at der havde været en god personlig rekord i dette løb. Præstationen er stadig den næsthurtigste, han har leveret i år på denne distance, og den rakte her til en flot sølvmedalje efter danske Johan Müller.

En virkelig flot international debut for Daniel og Philip og et flot Nordisk Årgangsmesterskab for hele det danske årgangslandshold. Landsholdet rejser hjem mandag. De forventes at lande i Kastrup kl. 13.25. Herefter er der dømt ferie ovenpå en god sæson.

Opsummering på resultater:

Philip
Bronze på 100 bryst

Daniel
Guld på 200 bryst
Sølv på 200 IM
Sølv på 400 IM

 

13-07-2013

IMG 0607I 1. afsnit var Philip Greve i vandet på 100m fri og svømmede et acceptabelt løb i tiden 0:55.50. Også Daniel Christian var i vandet på 200m IM, hvor han i en tid kun 1/100 del over sin PR sat i sidste uge, vandt en sølvmedalje på distancen. Tillykke til Daniel.

 

IMG 0619I 2. afsnit lørdag aften overraskede Daniel på 200m bryst. Han udnyttede nu blot situationen, der bød sig til at snuppe guldet. Det gør han så også lige akkurat kun med 8/100 sekund foran svømmerne fra Finland (sølv) og Estland (bronze). Og så i en overraskende hurtig tid på 2:27.92. Hvor kom den fra :)

Philip stillede ligeledes op på 200 bryst. For ham var målet teknisk, men der er stadig et godt stykke vej endnu før teknikken sidder helt på 200 meteren. Det så nu rigtig godt ud og Philip udtaler selv at det føltes langt bedre end det plejer. Dog er tiden et stykke over PR, men det er ikke så overraskende.

Flot af begge drenge - og for dem begge handler det nu om, at få hvilet ud til endnu en stævnedag søndag. Her gælder det 100m bryst og 400m IM.

Alle løbene kan ses på Youtube ved at følge nedenstående link, inkl. bonus video - hvor I kan opleve The Victory Ceremony
http://www.youtube.com/playlist?list=PL5IAoTGqzcU95VbXUB8tAEbDPwylQJQJ0

12-07-2013

Næste generation af elitesvømmere fra Farum Svømmeklub er klar til deres første internationale optræden for Danmark.

IMG 5244Daniel Christian (tv)og Philip Greve er fredag taget til Reykjavik på Island til de Nordiske Årgangsmesterskaber. De to drenge skal her konkurrere med de bedste svømmere fra de nordiske lande i aldersgruppen 15-16 år.

Daniel skal svømme 100m bryst, 200m bryst, 200m medley og 400m medley.

Philip skal svømme 100m fri, 100m bryst og 200m bryst.

 

Stævnet kan følges på dette link: http://www.sundsamband.is/nyc-2013-/