Udskriv

Danske Mesterskaber Kortbane 2013

.

Live Timing Resultater   Live Streaming   Farums resultater her    Billeder

17-11-2013:

Aften:

Søndag aftens finaleafsnit blev ikke helt som forventet, eller rettere håbet. Det blev ved lige ved og næsten, da finalerne blev afviklet. Niklas Hedegaard blev med tiden 55.24 nummer 4 i finalen i 100m medley, og manglede altså 1/10 sek og en enkelt placering i EKM kvalifikation. Da Niklas er kvalificeret i 100m bryst, er det sandsynligt, at han også får lov at svømme de discipliner, som han ikke opnåede direkte kvalifikation til. I B-finalen i samme disciplin blev svømmede Daniel Christian endnu en PR i hus, da han gik 59.18, og dermed trykkede tiden fra indledende med yderligere 43/100. Flot svømmet og Daniel viser rigtig gode takter op til de næste par måneders årgangsmesterskaber.
Maria Bastiansen svømmede i B-finalen i 200m fri en tid på 2.07.93, meget tæt på PR, o gmed en samlet 14 plads som resultat.
Kevin Witt Christensen svømmede i finalen i 100m ryg, og forbedrede sig en smule fra indledende, men Kevin er set svømme hurtigere end dette, som endte med en tid på 55.62.

Holdkappen på 4x50m fri bød både på nedtur og optur. Nedtur da Frederik Siem Pedersen på førsteturen gik 22.31, og dermed for fjerde gang til dette stævne "kun" var tæt på kravtiden til EKM (22.05). Optur, fordi holdkappen samlet fik en 3. plads og dermed Farums 4. medalje til stævnet. Den samlede tid var 1.31.67, og blev svømmet hjem af Frederik Niklas, Simon og Kevin. Da formiddagens holdkap i indledende afsnit havde deltagelse af Philip og Daniel, får de også en medalje, og de 2 årganssvømmere får dermed deres første seniormedalje i karrieren.

Formiddag:

I søndagens indledende afsnit havde vi 3 piger og en herreholdkap i vandet. Emilie Buurgaard Westh svømmede 50m fri i tiden 28.34, Det var PR med 3/10 sek. I 200m fri svømmede Maria Bastiansen et lille sekund over PR da hun med tiden 2.08.75 svømmede sig i B-finalen søndag aften. Sara Krell Refn satte en lile PR, da hun i 200m ryg svømmede i tiden 2.32.98.
I den spændende kamp om EKM pladser svømmede Frederik Siem Pedersen førsteturen på 4x50m fri holdkappen. Kravtiden kunne tages enten her til formiddag, elleri aftenens finale, hvis holdet kom i finalen. For ikke at ødelægge de andre svømmeres chance i aften var der indkaldt de to bedste årgangssvømmere, Philip Greve og Daniel Christian, samt en tidligere svømmer, Simon Sønderup Jensen, til sammen med Frederik at sikre finalepladsen. Det lykkedes ikke Frederik at sikre EKM pladsen, da han gik 22.36 på førsteturen, men til gengæld sikrede resten af holdet at han får en chance mere i søndagens finaleafsnit, da de med en samlet 4. plads sikrede sig plads i finalen. Det er så også absolut sidste chance for at sikre billetten til Herning.

Søndag aften skal vi derudover også se Niklas Hedegaard i finalen på 100m medley, Daniel Christian i B-finalen i 100m medley, Kevin Witt Christensen i finalen i 100m ryg

 

 

16-11-2013:

En sølvmedalje til Niklas Hedegaard.

HV1A2060I lørdagens finale i 50m bryst skulle der sættes dansk rekord for at komme med til EKM, og det lykkedes desværre ikke for Niklas Hedegaard, som dog med tiden 27.79 svømmede en 2. plads og dermed en sølvmedalje i hus. Det blev aldrig rigtig det løb Niklas havde tænkt sig, flere småting fungerede ikke optimalt, men alt i alt en OK præstation af Niklas. Da Niklas allerede er kvalificeret til EKM i 100m bryst vil han med stor sandsynlighed også svømme med i 50m bryst, selvom han ikke kvalificerede sig i aften.

 


Philip Greve svømmede i B-finalen i en lidt langsommere tid end i formiddags, 29.69. Dette løb blev præget af megen usikkerhed, da startproceduren blev afbrudt og udsat, hvilket satte ekstra pres på deltagerne. Trods alt et godt løb af Philip, som igen var under de 30 sek.

I finalen i 100m fri var der sat store forventninger til Frederik Siem Pedersen. Frederik svømmede sådan set et godt løb, men lavede 2 mindre gode og 1 rigtig dårlig vending, den sidste, hvor han knapt rørte endevæggen, og den blev udslagsgivende for den dårlige tid 50.17. Frederik fik simpelthen ingen fart med ud af sidste vending. 3 noget uforståelige fejl af den rutinerede svømmer.
Efter en god omgang udsvømning besluttede Frederik, at han skulle tilbage på hesten hurtigst muligt, så søndag prøver han at tage kravtiden på 22.05 i 50m fri. Frederik tager førsteturen i 4x50m fri holdkappen, og holder dermed liv i håbet om EKM et døgns tid endnu.

Formiddag:

I lørdagens indledende afsnit svømmede herrerne 50m bryst, og igen viste unge Philip Greve fin svømning, da han med tiden 29.38 satte PR med 67/100, og kom ind på juniorernes 4. plads. Tiden rakte samtidig til en plads i B-finalen lørdag aften.
Niklas Hedegaard skulle efter triumfen fredag prøve kræfter med den halve distance. Løbet gik ikke helt efter planen, men Niklas svømmede sig sikkert i aftenens finale med andenbedste tid, 28.10. Kravtid til EKM er 27.43, hvilket er ensbetydende med Dansk Rekord, så det bliver uhyggeligt spændende.
Sara Krell Refn svømmede 50m ryg i tiden 32.15, ny PR med over 1 sek i forhold til Østdanske i Farum for 3 uger siden. Fin svømning af Sara, som i august flyttede til Farum Svømmeklub. Annelouise Dolleris har været ramt af sygdom de seneste mange dage, og var med tiden 30.68 et stykke fra PR.
Kevin Witt Christensen svømmede 100m ryg og kom med tiden 55.75 videre til søndagens finale på en 7. plads.
Maria Bastiansen svømmede 400m fri i en tid tæt på PR, nemlig 4.27.68.
I herrernes 100m medley viste unge Daniel Christian igen gode takter. Flot svømning og en tid på 59.61, PR med knap 1 sek, bragte også Daniel tæt på juniormedaljer. Tiden rakte til søndagens B-finale.
Niklas Hedegaard svømmede også 100m medley og tog en sikker finaleplads med tiden 56.85. Konkurrencen i dette løb er stor, kravtiden til EKM er 55.14, en tid Niklas har været under før, men kravet er også en medaljeplads i søndagens finale. Spændende.

I aftenens finale skal vi også se Frederik Siem Pedersen i 100m fri. Kravtid 48.82 og nr. 1, 2 eller 3. Denne finale bliver også tæt, for der er mange om budet på en top 3 placering.

15-11-2013:

Niklas Hedegaard, 100m bryst:
GULDMEDALJE, Dansk Mester og kvalifikation til EKM

HV1A1265Aftenens finaleafsnit blev for Farum Svømmeklub og især Niklas Hedegaard en kæmpe triumf. Niklas trodsede sin nervøsitet og svømmede i finalen sit livs 100m bryst. Fra første armtag lagde Niklas sig sikkert i spidsen for feltet, og den plads fraveg den 23-årige svømmer fra Farum ikke i resten af løbet. De 100 meter blev en demonstration i perfekt brystsvømningsstil, hvor Niklas støt og roligt lagde afstand til konkurrenterne, og efter de 100 meter slog han ind i tiden 59,67 sek, næsten 1 sekund foran nummer to. Stensikker dansk mesterskab og guldmedalje til Niklas. og tiden var 74/100 under kravtiden til december måneds EKM i Herning, så også en stensikker kvalifikation til dette mesterskab. I øvrigt det første internationale mesterskab, som Niklas kvalificerer sig til. En præstation som han har arbejdet intenst, for at opnå, og som man virkelig under Niklas at opleve. Kæmpe stor tillykke til Niklas.

På billedet til venstre ses Niklas lige efter at resultatet af finalen er gået op for ham.

 

Kevin Witt Christensen svømmede i aftenens finale i 50m ryg endnu en PR hjem, dathan med tiden 25.95 blev nummer 8 i finalen.

Formiddag:

Andet indledende afsnit er svømmet. Emilie Buurgaard Westh svømmede, trods en forstrækning i en halsmuskel, to løb i dag, først 50m fly i tiden 30.74, PR med ½ sekund fra Øst Kortbane for 3 uger siden. Kort efter svømmede hun 100m medley i 1.10.83, tæt på PR.
Daniel Christian satte en tyk streg under sin formidable styrke i 400m medley, hvor han blander sig i toppen med juniordrenge, og med tiden 4.36.81 er tæt på PR, her 2 mdr før DÅM kortbane.
Philip Greve er ved at udvikle sig til en topsprinter, og satte med tiden 52.74 i 100m fri, en PR på 2,1 sek, og lå længe i spidsen af juniorkonkurrencen. Det tegner rigtig godt for de to årgangssvømmere frem mod DÅM i januar.
Kevin Witt Christensen svømmede sig i finalen i 50m ryg med tiden 26.07, en lille PR på 1/10 sek. Finalen svømmes fredag aften. Kravet til EKM på 24.56 er nok lidt urealistisk for Kevin.
Frederik Siem Pedersen var i vandet i 100m fri, og i et tæt felt svømmede Frederik sig videre til finalen med en 4. bedste tid på 49.55. Finalen svømmes lørdag aften. Kravtid til EKM er 48.82, en tid som er realistisk for Frederik og flere andre i feltet, så det bliver nok kampen om placering 1, 2 og 3, der afgør det hele.
Fredag aften skal vi også se Niklas Hedegaard i finalen i 100m bryst. Kravet til EKM er en medalje og en tid under 1.00.41. En tid som Niklas har været under tidligere, jeg tror på at tiden i aften er under 1 minut.

14-11-2013:

Første afsnit af DKM er overstået og vi har stadig 3 muligheder for EKM deltagelse. Bedste chance har Frederik i 50m fri (3'er i 22.69) og Niklas i 100m bryst (2'er i 1.01.04) og 200m medley (4'er i 2.03.82). Kevin er med i finalen i 200m ryg, men kom kun videre på 7. pladsen, så det bliver spændende. De andre svømmeres præstation kan ses i resultaterne herover.

DSC 1099I aftenens finaleafsnit fik Farum Svømmeklub sin første medalje til dette stævne. Frederik Siem Pedersen svømmede i finalen i 50m fri en tid på 22.28, PR med 3/10 sek, og hentede en bronzemedalje hjem. Umiddelbart var næsen sat op efter mere, fordi kravet til en EKM kvalifikation var 22.05, men set i bagklogskabens klare lys, og især med Frederiks lange sygdomsforløb i tankerne, var det faktisk en flot præstation, han leverede i aften. Frederik forsøger sig igen fredag i 100m fri.

 

Niklas Hedegaard svømmede også efter chancen i finalen i 200m medley, og Niklas kom ind på 4. pladsen i tiden 1.59.54, en tid der var under den fastsatte kravtid på 1.59.58, men med en placering uden for medaljerne giver den umiddelbart ikke adgang til EKM. Niklas har stadig muligheden i fredagens 100m bryst finale, hvor chancerne for en kvalifikation nok er størst.

Kevin Witt Christensen havde en lille chance i finalen i 200m ryg, men var med en 4. plads i tiden 2.01.71, både en placering, men også ca. 6 sek fra en EKM plads. Kevin fortsætter fredag i 50m ryg.

Årgangssvømmer Daniel Christian leverede i B-finalen i 200m medley endnu en flot præstation, da han var tæt på sin PR med tiden 2.08.73. Daniel skal ikke toppe til dette stævne, idet der i december er Øst Årgang og i januar Danske Årgang på kortbane. Så der er ingen tvivl om, at Daniel kommer til at svømme stærkt til den tid.

Optakt:

Årets Danske Mesterskaber på kortbane for seniorer og juniorer bliver afholdt i Gladsaxe Svømmehal i perioden 14.-17. november 2013. Mesterskabet er direkte kvalifikation til december måneds EKM i Herning. Nummer 1, 2 og 3 i hver disciplin kvalificerer sig til EKM, hvis der opnås minimum 780 FINA point. Farum har 3 potentiale kandidater til dette, og det bliver uhyggeligt spændende at følge stævnet fra på torsdag. De 3 er Niklas Hedegaard, som svømmer 50m og 100m bryst, samt 100m og 200m medley. Frederik Siem Pedersen, som svømmer 50m og 100m fri. Kevin Witt Christensen som svømmer 50m, 100m og 200m ryg.

Se resultater via linkene ovenfor, og læs reportager fra de enkelte dage herunder. Følg også med på vores Facebookside, www.facebook.com/farumsvommeklub hvor der også vil være opdateringer. Der ligger lige nu interview med nogle af svømmerne.