Udskriv

Anders Lie til EM i Berlin

.

1-anders-lie tSvømmere og trænerteam er ved at forberede sig på en ny sæson, men for Anders Lie er sæsonen ikke helt forbi endnu. Der venter nemlig Anders et EM på langbane i Berlin den 18.-24. august. Her skal Anders først og fremmest repræsentere Danmark, men også Farum Svømmeklub, når han stiller til start i 200m og 400m fri, samt 4x200m fri holdkap.

Du kan følge Anders og de andre danske svømmere på Eurosport fra den 18. august. Indledende løb om formiddagen og finaler om eftermiddagen. 400m fri svømmes mandag den 18. august og 200m fri tirsdag den 19. august.

anlie1Anders har de seneste 2 år studeret og trænet i USA på University of Michigan. Han er i forbindelse med deltagelsen ved EM i Berlin, hjemme i Danmark, hvor han gør sine sidste forberedelser med bl.a. deltagelsen ved DM i starten af juli. I den forbindelse har det været oplagt at spørge til Anders oplevelser i USA, hans forventninger til EM og hans fremtidige planer.

Det er der kommet følgende interview ud af:

Hvordan har din oplevelse været i USA og hvad har det givet dig både menneskeligt og sportsligt?

Mine første 2 år har givet mig rigtigt meget både sportsligt og på det personlige plan. Det har givet mig lysten til at satse endnu højere på min svømmekarriere. I Michigan træner jeg sammen med svømmere som Connor Jaeger (olympisk finaledeltager) og Tyler Clary (olympisk medaljetager). Det giver mig helt enormt meget at træne sammen med svømmere på så højt et niveau. Træningen i Michigan er meget centreret omkring collegemesterskaberne og mit hold Michigan Wolverines er klart et af USA’s bedste collegehold. Det giver meget i den daglige træning, at man ikke kun svømmer for sig selv, men også svømmer for andre.

Personligt har jeg fået det ud af det, at jeg har kunnet kombinere min svømmekarriere med en uddannelse, hvilket jeg måske ikke var lykkedes med i Danmark. Jeg føler, at jeg har udviklet mig meget, og som person er jeg vokset.

Har det været den rigtige beslutning for dig at flytte til USA?

Helt bestemt!
Selvom jeg er flyttet langt væk fra familien, som betyder, at jeg går glip af en del og ikke ser min familie og venner hjemme i Danmark i hverdagen, så har det helt klart været den rigtige beslutning for mig. Teknologien gør også, at jeg kan holde jævnlig kontakt, og jeg er ofte på Skype med familien. Der er heller ikke længere hjem end, at hvis jeg en dag vågner op og har fået nok af det hele, så rejser jeg bare hjem.

anlie2Hvis du skal sætte ord på denne sæson, hvilken sæson har det så været for dig indtil nu?

Sådan som jeg gerne vil have mine spejlæg om morgenen. Du ved, de fleste er jo meget gode, men enkelte går der hul på blommen og de flyder lidt ud.
Der er altid opture og nedture i løbet af en sæson. I denne sæson har min største optur helt klart været, da jeg sammen med mit collegehold satte US Open / NCAA rekord på 4x200 fri og min kvalifikation til EM på langbane i Berlin.

Hvad er dine forventninger til EM i Berlin?

Jeg vil blive skuffet, hvis det ender med kun at blive morgenløb (indledende). Semifinaler er målet og så håber jeg på at rangere endnu højere på europaranglisten og dermed på verdensplan.
Danmark har desuden et rigtig stærkt pigehold, og her må vi ride lidt på deres bølge.

Hvorfor valgte du at forberede dig i Danmark og hvordan forløber forberedelserne?

anlie3I 2 år har jeg ikke været hjemme, så det var en chance for at komme hjem og være sammen med familien og venner. Og så naturligvis svømme DM og holdkapper med mine klubkammerater i Farum. Samtidig er der langt imellem placeringen af DM og EM, så beslutningen om at forberede mig i Danmark har sluppet mig for en del rejser frem og tilbage.
Jeg kom godt ud af en stærk kortbanesæson med god grundform og har svømmet hurtigt på langbane her i foråret. I Danmark har jeg fået god støtte af Claus og Thomas, hvor jeg har kunnet få individuel fokus i træningen. Jeg har haft nogle gode træningspas og det ser ud til at blive rigtig godt. Nu handler det om at få hovedet klart og ikke lave så meget den næste uge.

Hvordan ser de næste år ud for dig og hvad er det store mål?

Efter EM rejser jeg tilbage til USA og så holder jeg mig en velfortjent pause. Så begynder skolen igen og jeg har en bachelor i psykologi og business, som skal afsluttes. Dernæst venter VM i Rusland 2015 og OL i Rio i 2016.

Ser vi dig ved OL i Rio 2016?

Det gør man, hvis ikke jeg falder på cyklen. Man kan ikke sikre fremtiden. Jeg ved ikke, om jeg bliver ved med at udvikle mig, men jeg vil gøre mit bedste. Målet er for mig ikke bare Rio, men at svømme en finale i 200m / 400m fri. Det arbejder jeg hårdt for.

En afsluttende kommentar?

Jeg håber folk vil støtte mig og se mig ved EM.
Farum Svømmeklub har været en del af mit liv siden jeg flyttede dertil som 10 årig. Klubben, klubkammeraterne og trænerne omkring har bidraget til min svømmekarriere hvor jeg er i dag. Jeg håber det bedste for de svømmere der vil gå den samme vej, det er det hele værd.

Held og lykke til Anders, som vi vil følge med spænding ved EM om en lille uges tid og hans vej mod OL i Rio 2016.

Se den officielle trailer fra Eurosport
Svømning live hver dag 09.30 og 17.45 på Eurosport