Udskriv

Sidste nyt fra Sydafrika

.

Så er rejsen slut!

IMG 4671IMG 4725

Lige inden hjemrejsen har vi fået dette: (Se alle billederne her.)
"Så er tiden kommet, for de sidste af os, til at rejse hjem. 3 fantastiske uger er gået med godt vejr, oplevelser og træning af høj kvalitet.
På træningslejre af denne længde bliver dagene hurtigt en normal træningsrutine, og der sker sjældent så meget nyt. Efter at de øvrige 4 rejste hjem i lørdags, har der været tomt, men et par små oplevelser er det alligevel blevet til i denne sidste uge.

En shoppetur i det nærliggende Outlet center, hvor de fleste af pengene blev lagt i Nike Store. Og de øvrige penge denne dag blev brugt på Biltong (tørret kød med krydderier). En meget populær snack, som Niklas og Frederik påstår, at de kan leve af - og så er det ren protein, som går lige i musklerne, så der er en god undskyldning for at spise det hver dag, siger de begge.
Lidt ekstra træning var der også plads til, i form af en god volleyball kamp med det danske landshold. De seneste dage har Niklas som en del af sin træning svømmet stævneløb med indledende og finaler. Han kvalificerede sig heldigvis til finalerne og vandt også sikkert sin 50, 100 og 200 bryst ;).
Ved indledende torsdag havde Niklas selskab af en skole, som afviklede trials for udtagelse til det kommende skolemesterskab i Pretoria. Så der var lidt stævnestemning omkring bassinet. Da de fandt ud af at Niklas og Frederik er danske mestre og har deltaget i EM og VM, så blev der lagt op til duel. Frederik tog mod udfordringen mod skoledrengene i 100 fri. Han fik dansk opbakning fra det danske landshold, der lå og trænede på banerne ved siden af. Alle øvrige skolebørn fulgte spændt med fra kanten. Så stemningen var høj omkring bassinet. Frederik vandt klart og de unge drenge fik et nyt idol - de var meget fascineret af så hurtig svømning.
Det var alt for denne gang og nu går turen hjem til Danmark."

Torden og lynild og en masse vand!

IMG 7936IMG 8139

Fra Claus har vi modtaget dette: (Se alle billederne her.)
"Vejret i Sydafrika er for det meste rigtig godt. 30-35 grader og stærk sol. Men når vejrguderne hernede har brug for at afreagere, så går det vildt for sig. Der åbnes for regnsluserne i en times tid og torden brager om ørene på os. Når lyn slår over himlen, så er det op ad bassinet, indtil det har passeret. Heldigvis er kun 2 træningspas blevet påvirket af dette.

Her i denne uge har vi haft dansk selskab, med The Vikings ankomst. De er her fortsat indtil torsdag, hvor vi rejser hjem fredag. Vi har derfor haft nogle af vores træningspas i denne uge på en nærliggende High School, i et bassin knapt så godt som det her på High Performance Centeret. Lavt til bunden og smalle baner, men med lidt justeringer i træningen er den blevet gennemført med høj kvalitet. De "små" drenge, som egentlig ikke er så små, men bare yngre end Niklas og Frederik, er lørdag rejst hjem til Danmark. Inden afrejsen skulle det lige udnyttes, at der er utroligt billigt i Sydafrika - så en tur på Spur's fredag aften fik hele armen. 500g ren okse, buffalo hot-wings, et par milkshakes og en god dessert blev det til. Så drengene gik derfra med runde maver. Et billede fra hjemrejsen tyder på endnu en bøf eller burger i lufthavnen inden de lettede mod London Heathrow, hvor de mellemlander på turen hjem. Det var i hvert fald et tomt syn at vågne op til her til morgen. Et par tomme værelser på den anden side af gangen.
/Claus
"

 

Denne gang med løvebilleder!

foto11foto21

 Lørdag fejrede Daniel sin 17 års fødselsdag med sin svømmefamilie og sin far, som til Daniels store overraskelse pludselig stod her i Pretoria.

Der var denne dag planlagt udflugt efter morgenens træning med tur til Soweto og derefter safari i en løvepark. Se alle billederne her.

"Turen til det historiske Soweto og mødet med Mandelas hus viste sig at blive en større oplevelse for svømmerne, end de først havde antaget. Udover en snakkesaglig og humoristisk guide, havde vi på turen selskab af en ung digter, kunstner og performer opvokset i Soweto, som Christian (Daniels far) havde kontaktet igennem en gammel bekendt. I fællesskab gav disse 2 sydafrikanere, som ikke kendte hinanden, os et indblik i historien og et perspektiv på livet i Sydafrika før og nu. De gjorde turen livlig og rig på historier og fortællinger præget af humor, personlige oplevelser fra opvæksten og historiske facts. En lille performance blev det også til i form at et digt opført til musik – det var fedt at opleve - ligesom besøget i hans galleri, hvor der med sikkerhed aldrig før har været en flok hvide atleter.

Safari i en løvepark var turens højdepunkt med giraffer, zebraer, antiloper, hyæner, cheetaer og naturligvis massevis af løver. At bringe store stærke drenge med i en løvepark er som at lukke en børnehave ind i zoologisk have. Det var med udspilede øjne, glæde og fascination at vi blev kørt rundt blandt savanens kendte dyr. De store drenge sprang fra den ene side af bilen til den anden, for at få foto af hvert et dyr. Oplevelsen blev ikke ringere af at få lov til at kæle med løveunger. Respekt var at spore hos de tunge drenge, når de med en anelse nervøsitet lagde deres hånd på maven af en ung killer-machine."

foto07foto10Vi har modtaget denne lille rapport fra drengene i Sydafrika.

"Alt forløber godt hernede. Vi er begyndt at vænne os til højden og de første hårde pas er ved at finde sit indpas i træningen.
Solen er stærk hernede og vi må passe godt på. Der er brændte næser, nakker og skuldre.
Træning midt på dagen er næsten ulideligt i varmen især dryland efter vandtræningen hvor en tur i poolen køler godt af. Favoritten er klart cold/hot tuben, hvor det kolde vand er under 10 grader.
Aftentræningen er fantastisk. Den ligger fra 18-20, hvor solen er på vej ned. Temperaturen er helt perfekt også for træneren på kanten.
De seneste dage har vi haft godt selskab af både Cameron van der Burgh og Roland Schoeman. Sidstnævnte ses på billedet til højre sammen med Philip."