Udskriv

Seneste nyt fra træningslejren på Fuerteventura

.

Så kom solen og varmen! (Se flere billeder her)

IMG 4867Selvom det nu er et par dage siden, så er 2. gruppe kommet frem til Fuerteventura! Med en god portion energi og nysgerrighed ankom resten af Farum's elitegruppe til Fuerteventura i mandags og som man siger: "Et billede siger mere end tusind ord".

Som bekendt så skulle gruppen ikke med samme fly allesammen, nogle skulle mellemlande i Berlin (drengene + Simone), mens andre skulle mellemlande i Düsseldorf (pigerne).
Alle havde fået af vide, at de skulle huske at tømme deres drikkedunke, da Security som bekendt ikke tillader væske i håndbagagen, dette havde alle hørt og alle havde bekræftet, at de ikke havde væsker med.
Da vi gik igennem Security, klappede fælden desværre, nemlig vores helt egen Christian Ong, som havde glemt at tømme sin dunk, og blev trukket til side for at forklare sig. Det blev dog afklaret stille og roligt - ingen fængelsestid til ham.
Selve flyveturen foregik rigtig fint. Carolina fik bildt stewardesserne ind, at hun kun var 8 år og fik legetøj under flyveturen - så var hun beskæftiget!
Ankomsten til Furteventura, var også helt smertefri, dog havde de sendt Christian Ong's bagage til Grand Canaria i stedet for Fuerteventura, så den fik han først torsdag, hvilket resulterede i, at han måtte gå rundt i badebukser hele ugen - Formentlig som straf for at have væske med igennem Security.
I skrivende stund er træningen godt igang! - 39km ud af 61km er blevet svømmet rigtig flot og humøret er højt, trods hårde træningspas.
Alle er i live og ved godt mod. De er klar til at rejse hjem på mandag med god træning i bagagen og en oplevelse rigere.

Fra alle os på Fuerteventura

De første dage har været en kold fornøjelse! (Se flere billeder her)

IMG 4867IMG 4953 De første 4 dage er gået her på Fuerteventura, og det har været en stressende og kold start på træningslejren.
Rejsen hertil startede med 3 timers forsinkelse med først 1 time i Kastrup og derefter 2 timer i Düsseldorf, hvor nogle meget utålmodige unge mennesker blev ved at spørge "letter vi ikke snart" - "når vi vores næste fly" - "hvad gør vi, hvis ikke vi når næste fly" - "kan vi nå vores træning" - "jeg går snart amok" - "nu går jeg snart hjem" - "jeg vil have erstatning" - "hvornår lander vi" – "jeg har aldrig haft så mærkelig en fødselsdag" og meget meget mere.

På afrejsedagen havde Lasse fødselsdag, og det var en lidt besynderlig dag for ham. ”Jeg føler ikke rigtig at have haft fødselsdag”, udtalte han sidst på aftenen. Det meste af dagen har han nemlig tilbragt i et fly. Til gengæld kunne han fejres i 25 timer grundet tidsforskellen.
Mødet med Fuerteventura var overraskende for mange, for landskabet her er helt goldt og øde. Et ørkenlignende terræn hvor enkelte vulkaner bryder det meget flade landskab.

Vi ankom til hotellet få minutter før vores planlagte første træning, så der var ikke lang tid til at pakke ud. Det var bare direkte i bassinet. Først her kunne det rigtig mærkes, hvor utrolig koldt her er. Klart en af de koldeste vintre på Fuerteventura i mange år, kunne guiden på stedet oplyse. Overskyet, blæsende og bare hundekoldt. Ikke så populært hos svømmerne, indtil de opdagede, at man alligevel får tanlines, når der er skyer og så var positiviteten høj igen. Perfekt sted, gode lejligheder, god mad, alt bare perfekt selvom det godt kunne være lidt varmere. Dog er træning kl. 7.30, hvor solen endnu ikke er stået op, knap så sjovt. Dem er der heldigvis kun meget få af.
Vejret har indtil nu været det samme alle dage og en kold fornøjelse, men vandtemperaturen i bassinet er ok, så træningen forløber planmæssigt. Af og til kigger solen frem, og så er der jubel blandt alle.

På mandag ankommer 9 svømmere mere og vejrudsigten lover en del mere sol i næste uge. Vi krydser fingre for lidt bedre vejr.

/Claus

fuertefuertemapMandag tog de yngre elitesvømmere på træningslejr. 9 svømmere og 1 træner fløj til Fuerteventura (en af øerne i de canariske øer) på en 2 ugers træningslejr. Om en uge tager yderligere 9 svømmere og to trænere derned, og de deltager i lejren i 1 uge.