Udskriv

Årets pokaler 2016

.

pokalerÅrets pokaler er uddelt ved sponsoreventet den 28. februar 2017. Fra venstre: Anders Lie (Årets svømmer), Chris Johansen (Årets holdkammerat), Frederik Siem Pedersen (Årets Fighter) og Bo Velschow (FSK's Vandrepokal). Billedet af Anders er "manipuleret", da han ikke var til stede.


Årets Svømmer pokal anders Anders Lie

Årets Svømmer 2016 har i den grad sat Farum Svømmeklub på verdenskortet. Anders deltog for anden gang i karrieren ved OL, som kun de færreste danske herresvømmere har gjort. Med deltagelsen i OL i Rio styrkede Anders den danske 4x200 fri holdkap med en tid på førsteturen der var under det individuelle OL krav på 200 fri. Et krav han ved Trials i april gik målrettet efter og selv med en god personlig rekord ikke nåede. Anders tid fra OL er den hurtigste 200 fri på langbane af en dansk herresvømmer i tekstil badetøj og hurtigste tid tiden 2009.

I 2016 blev det også til deltagelse i VM på kortbane i Canada, hvor Anders igen satte en række personlige rekorder og understregede den flotte udvikling, han har haft siden OL i London 2012 og igen med et niveauspring i 2016. I Canada blev det bl.a. til finale og dansk rekord i både 200 fri og med landsholdet i 4x200 fri. Anders var ligeledes med til ved DM for hold at sætte 3 danske rekorder for klubhold sammen med klubkammeraterne i Farum.

Anders der til dagligt bor og træner i Michigan, USA, sendte en hilsen, hvor han takkede for prisen og udtrykte sin store stolthed over at repræsentere Farum Svømmeklub.

Årets Fighter pokal frederik Frederik Siem Pedersen

Årets Fighter 2016 er er en sand fighter, der gennem sin efterhånden lange svømmekarriere har mødt en del modstand og store udfordringer. Hver gang er han kommet stærkere ud af det og med en masse nyt i livets rygsæk.

I 2016 har Frederik gennemgået sit livs måske største personlige udvikling og med en helt ny måde at se sit liv og sin svømmekarriere på til følge. Gennem en svær tid, startende med en skulderskade i efteråret 2015 og til igen at måtte tilsidesætte drømmen om en OL deltagelse, har Frederik omprioriteret sit liv. Det har medvirket til en uddannelsesplan, studiejob og en ny lejlighed. Med en helt ny tilgang til livet og til sin træning begyndte Frederik sin træning i efteråret 2016, hvor svømmekarrieren havde fået en ny begyndelse i et liv med nye prioriteringer.

Et overraskende hurtigt resultat fulgte i træningen og det var for trænerteamet tydeligt at mærke en mere afbalanceret Frederik der nu også var i gang med uddannelse og job. Ved DM på kortbane svømmede Frederik siden 2014 atter personlige rekorder og det blev til en stor personlig rekord i 100 fri kun 3/10 sekund fra den danske rekord ved DM for hold. Samtidig var Frederik med til at sætte 6 danske rekorder i holdkapper sammen med sine klubkammerater.

Svømmekammerater på landsholdet kalder Frederik ”Mesteren i comebacks” og ”Hvis jeg skulle gøre comeback nogensinde, så ville jeg ringe til Frederik”.

Årets Kammerat pokal chris Chris Johansen

Årets holdkammerat 2016 er der for alle både yngre og ældre svømmere og for trænerteamet. Han gør alt for sine klubkammerater, tilsidesætter altid egne behov for at hjælpe andre og så er han altid positiv og holder en god tone.

Fra klubkammeraterne lyder det:
"Chris er typen der gør alt for sine venner og klubkammerater. Der er ikke det Chris ikke har kunne fikse for mig, når jeg havde et problem. Han har bl.a hjulpet mig med et job."
"Chris er altid i godt humør. Samtidig er han rolig og snakkesalig når jeg møder ham i klubben. Et behageligt menneske."

FSK's vandrepokal pokal bo Bo Velschow

FSK's vandrepokal 2016 gik til Bo, som, i al den tid hans børn har været en del af klubben, altid stiller op. Uanset om det er til at slæbe udstyr, borde og stole frem til stævner, til oprydning eller til supportudvalgstjanser. Derudover er han altid villig til at stille op som official, og alle kender ham efterhånden som "vores" fotograf, hvad enten det er til stævner eller til hans fotoseancer af de individuelle svømmere til hjemmesiden.