Udskriv

Farum Familie Triathlon - kommet for at blive

.

Resultaterne kan ses/hentes her. Se alle billederne her.

Med 168 startende deltagere blev Farum Svømmeklubs familie triathlon en gedigen succes, der nu er ved at blive til lidt af en ”Farum-begivenhed”. 2010 udgaven præsenterede sig i en opdateret udgave, med elektronisk tidtagning og generelt mere styr på stævneafviklingen. Det ligger allerede nu fast at Farum Svømmeklub også arrangerer familie triathlon i foråret 2011. Mange børnefamilier tog udfordringen op og ville prøve kræfter med den korte rute på 200 meter svømning, 7,2 km cykling og 1,5 km løb. Der var en del strabadser der skulle overstås af både børn og forældre, inden en velfortjent medalje blev hængt om halsen på de glade men sikkert også trætte børn.

I åben klasse hos herrerne på den lange rute var der lagt op til en knivskarp duel om sejren, i det en del rigtig gode triatleter fra forskellige klubber deltog. Den meget hurtigt svømmende triatlet Allan Steen Olesen (1983) fra KTK, havde lagt sig ind på banen med Farums elitesvømmere, hvor han ikke havde problemer med at følge med på de 400 meter svømning. Han var oven i købet første mand oppe ad vandet og ude på cyklen, skarpt forfulgt af en række Farum svømmere. På første runde af den 16,6 km. cykelrute skilte en trio sig ud, bl.a. med sidste års vinder fra Farum Svømmeklub, Kasper Dideriksen (1982). Unge Casper Stenderup Korch (1994) fra Sigmatri måtte slippe Kasper og Allan på sidste omgang af cykelruten. Der var nu lagt op til en hård løbeduel om sejren, men på dramatisk vis fik Kasper en punktering på forhjulet på Slangerupvej 3 km fra mål. Det lykkedes ham at kæmpe cyklen i mål på et meget fladt dæk, men tidstabet til Allan var for stort inden den 4,5km. lange løberute. Allan kunne løbe i mål som vinder i tiden 00:48:12 min., som også var ny stævnerekord. Kasper blev nr. 2 i tiden 00:49:35 og den meget talentfulde Casper Stenderup Korch nr. 3 i tiden 00:50:57.

I åben klasse hos damerne gentog Sanne Otte (1982) fra Farum Svømmeklub sidste års sejr på den lange rute og forbedrede sin stævnerekord med 38 sek., så den nu lyder på 00:55:22 min. Sanne som sidste år vandt med næsten 7 minutter ned til nr. 2, fik dog mere modstand i år, da Ann Sophie Lønnberg (1983) blev nr. 2 i tiden 00:56:56. På en flot tredjeplads kom Maria Korch (1963) i tiden 01:00:47.

 

Der var flere spændende opgør undervejs på den lange rute, bl.a. var der kun 11 sekunder mellem nr. 2 Julie Gadfelt (1996) og vinderen Caroline Stenderup Korch (1996) af årgang 1994-1996 hos pigerne.

 

 

Det tætteste opgør var dog mellem drengene på årgang 1997 og yngre, hvor Phillip Greve (1998) og Mads Jørner (1998) i et spurtopgør kom over målstregen nøjagtig samtidig og måtte dele sejren.